søndag den 26. december 2010

Brusebadsboller, legetøj og en mors kvaler

Efter en dejlig juleaften og julefrokost 1. juledag hos svigerfamilien, er der i dag dømt hjemmehygge inden Manden skal på arbejde igen i morgen.

Juleaften endte desværre med en tur på skadestuen med Lillesøster. Svigerforældrene har en meget lang og stejl trappe, som hun faldt ned af og fik en flænge i det ene øre. Det var ikke så voldsomt, men vi ville godt være sikre på at der ikke skulle gøres noget ved det. Heldigvis har de stadig skadestue i Slagelse, og hvis I skulle få lysten til at tage på skadestuen, så er juleaften omkring kl. 23 ikke noget dårligt tidspunkt ;) Vi kom hurtigt til og var hjemme igen en times tid senere, et armbånd, to snurretoppe (den ene til Storebror) og et ballondyr rigere, med besked om der ikke skulle gøres noget ved det. Det var nu alligevel rart at vi kun skulle sove ½ meter fra hende om natten :)



Til morgen har vi fået brusebadsboller og kanelsnegle. Nu bygger Manden og Storebror den nye racerbane mens Lillesøster mader, skifter ble og putter den nye dukke. Imens ser Buzz og Woody til, og kommer med en kommentar i ny og næ.
Jeg skal have pakket ud og starte forfra på mit hækletøj. Senere skal vi sikkert læse en bog og spille et spil eller hvad vi nu har lyst til, for i dag har vi nemlig ingen planer!



Forsinket god jul, og glædelig 2. juledag!

tirsdag den 21. december 2010

Fantastiske vintervejr!






Nu vil jeg sætte mig og hygge mig med det her, er spændt på om jeg kan finde ud af at gøre det færdigt :) Varm kakao må der i hvert fald til. Senere skal jeg igang med vasketøjet, så vi er klar til jul.



God (vinter)dag!

søndag den 19. december 2010

Jeg er her endnu...

Men vi juler, så der er ikke så meget tid til bloggen :)

Vi har julebagt i stor stil.


Honningkager

Brunkager og pebernødder

Især brunkagerne og pebernødderne er et hit! Brunkagerne er lavet efter Mette Blomsterbergs opskrift (hende fra Det Søde Liv) og opskriften til pebernødderne har jeg fra Sysletrolden. Det er den 4. portion pebernødder, og brunkagerne holder vist heller ikke til julen er ovre ;)

Brunkager
  • 250 g. smør
  • 125 g. lys sirup
  • 250 g. farin
  • 2 tsk. Potaske
  • 1 spsk. koldt vand
  • 3 tsk. Stødt kanel
  • 1 tsk. Stødt nelliker
  • 2 tsk. Stødt ingefær
  • 1 tsk. Stødt allehånde
  • 60 g. syltet appelsiner i tern
  • 25 g. usaltet pistacie kerner (vi erstattede dem med mandler)
  • 150 g. hele mandler
  • 500 g. hvedemel.
Smør, sirup og farin smeltes for middel varme til det er ca. 70 grader. Gryden tages af varmen.
Kanel, nelliker, ingefær, allehånde og  hvedemel blandes, tilføj syltet appelsin, mandler og pistacie.

Potasken og vand røres sammen i en kop og tilføjes.

Det hele æltes straks sammen i en røremaskine til dejen er ensartet.
Dejen kommes op i en beholder 18 X 18 cm. foret med bagepapir på både bund og sider.
Pres godt så den fylder formen helt ud. Læg ligeledes bagepapir som top. Afkøles ved stuetemperatur til næste dag, hvor den udskæres i 5 lange "baner".
Hver bane skæres i tynde men hele skiver, bages på bagepapir ved 180 grader ca. 9 - 12 minutter.
Afkøles på bagerist. Opbevares i tætsluttende dåse.

... 

 Pebernødder

    250 g smør (rigtig smør)
    250 g sukker (gerne rørsukker)
    1 dl fløde
    1 tsk ingefær
    1 tsk peber
    1 tsk kardemomme
    1 tsk bagepulver
    1 tsk natron
    1 tsk kanel
    500 g mel

Smør, sukker og fløde røres godt. Herefter røres resten af ingredienserne i.
Dejen æltes sammen og stilles koldt min. 1 time (Kan stå til næste dag).
Dejen trilles i fingertykke pølser og skæres i ca. 1 cm stykker. Sættes på en bageplade og bages ved 200 grader i 7-10 min.

...

Jeg er ved at pakke de sidste julegaver ind og flæskestegen er i ovnen.

God 4. søndag i advent! :)

mandag den 6. december 2010

Stjerneskud helt fra Spanien

Se nu her hvad der dumpede ned i min postkasse i dag. Må man ønske når man ser et flettet stjerneskud?

Beklager den dårlige billedkvalitet.

De er super fine de flettede stjerner, og de har fået en plads hvor jeg kan nyde dem hele dagen.
Jeg har vundet dem i en Give Away hos Sofie. Hvis du skulle have fået lyst til selv at lave nogen har Sofie lavet en DIY lige her.

Nyt, gammelt og noget ganske særligt

I fredags var jeg på julehyggetur i Fields. Vi plejer at være en hel flok afsted hvert år, men snevejret gjorde desværre at vi endte med kun at være min mor, min svigerinde og mig. Det var nu også hyggeligt, og mere roligt end det plejer at være :)

Jeg fik lidt nyt julepynt med hjem til samlingen.

 Flere svampe fra de kære Søstre, som jeg fik af min søde mor.


Til sidst får I et billede af noget gammelt og ganske særligt julepynt, som jeg glæder mig til at få frem hvert år når vi nærmer os julen. Det er min Oldemor, som desværre ikke er hos os mere, der har malet det. I grantræet er der plads til et fyrfadslys, så der kommer det smukkeste lys i når det bliver mørkt.



fredag den 3. december 2010

Fint besøg

Fra i går til i dag har vi haft besøg af denne lille fyr.


Han kommer fra Storebrors børnehave, og rejser rundt hos børnene i december måned. Med sig har han en dagbog hvor vi skal skrive hvad han har oplevet hos os. Synes det er en rigtig hyggelig juletradition.

Nu vil jeg tage på familie-tøse-jule-shoppetur. Flokken er desværre blevet halveret pga. snevejret.

onsdag den 1. december 2010

Mens pebernødderne er i ovnen

og kalenderlyset er ved at nå ned til det første magiske tal, trækkes der en vinder af min Give Away...


Hold da op, der var mange der ville lege med - dejligt! 88 lodder blev det helt nøjagtigt til.


For at blive i stemningen blev nissehuen taget i brug, og der blev dykket dybt efter et vinderlod.


Og vinderen blev...







Send mig din adresse (sandie@hedelain.dk), så sørger jeg for flyttepapirer til de søde små.

søndag den 28. november 2010

Adventskrans uden gran

Jeg glemte mit gran og pyntegrønt hos mine forældre i eftermiddags, så der måtte en alternativ løsning til da advents"kransen" skulle laves. For lys skal der altså til når det er 1. søndag i advent.



I morgen henter jeg det grønne, og så skal den omdekoreres lidt :)

fredag den 26. november 2010

Årets første juledekorationer

Det har været bedsteforældre-julehygge-dag i ungernes institution. De har haft en rigtig hyggelig dag sammen med Mormor og Morfar. Rundt omkring på stuerne var der forskellige "værksteder", hvor man kunne lave juledekorationer, havregrynskugler, juleklip og nisser.

 Olivers dekoration

Emmas dekoration (storebror har hjulpet)

Klar til sommer

Jeg tror Emma er træt af sneen allerede. Her til morgen fandt hun sommerhatten frem.

tirsdag den 23. november 2010

Give away

To små bambier søger nyt hjem.


Nu må det være min tur til at lave en Give Away. Jeg har efterhånden vundet en del rundt omkring, og nu er det på tide at give lidt igen :)

Reglerne er de velkendte:
1 lod = kommentar
2 lodder = kommentar + fast læser
3 lodder = kommentar + fast læser + link på din egen blog.

Skriv gerne hvor mange lodder I deltager med.

Vinderen udtrækkes den 1. december.


Vinderen er fundet.

søndag den 21. november 2010

Modellervoks

Vi er storforbrugere af modellervoks her hjemme, så i dag har vi prøvet at lave det selv.

Modellervoks
2 spsk Alun (kan købes hos Matas)
2 dl fint salt
5 dl mel
1½ spsk madolie
2 dl kogende vand
Evt. frugtfarve

Vi lavede en fin rød portion.


lørdag den 20. november 2010

Farmor har strikket

Ikke vores Farmor, men en venindes Farmor.
Hun har strikket den her til sit barnebarn, og af resten af garnet strikkede hun da lige en til Emma også :) Den kom helt uventet med posten i dag, og er rigtig fin!



Jeg har lavet fire små knapper i dag.


De skal bruges til de to fine veste mormor har hæklet.



fredag den 19. november 2010

Weekend!

Jeg synes den er tiltrængt...

mandag den 15. november 2010

Lidt færdige projekter

Igår blev jeg færdig med et par bukser til en lille, næsten ny, verdensborger. Jeg har ikke fået taget billeder af dem, og de er allerede på vej til modtageren, men de er magen til de her.

Her til aften er jeg blevet færdig med et andet projekt, som har været undervejs et stykke tid. En foret hættetrøje/jakke til lillesøster. Vi havde en fra POMPdeLUX sidste år, som vi var rigtig glade for, så jeg har forsøgt at lave noget lignende. Synes jeg er sluppet meget godt fra det. Det grå flece, eller hvad det er, er en rest jeg fandt til 30,- i Stof2000, og der er et pænt stykke tilbage.






Nu kalder dynerne, det er kursusdag igen i morgen.

Godnat blogland!

søndag den 14. november 2010

Så fik den lille fyr tøj på




Nu vil jeg sætte mig over til symaskinen og hygge lidt. Måske jeg viser frem senere, jeg har i hvert fald lavet en aftale med mig selv om at jeg skal være færdig i aften :)

fredag den 12. november 2010

Mens jeg venter


...på at denne lille fyr tørrer, nyder jeg synet af dagens indkøb.


God weekend! :)

onsdag den 10. november 2010

Lidt reklame

Tjek lige den her hjemmeside.

Det er et par rigtig søde tøser, der laver nogle rigtig lækre smykke! De kommer også gerne hjem til jer og præsenterer deres smykker.





søndag den 7. november 2010

En stjerne er født

Mere jul...
De har rigtig fint papir, og strimler til stjerner og kugler, i Netto. Jeg købte lidt af hver, og stjernerne måtte prøves med det samme :) (Måske de skal hænge på Svigermors juletræ i år?)



En lille hæklet svamp er det også blevet til her i eftermiddag. Den er ikke helt god, men øvelse gør vel mester :)

torsdag den 4. november 2010

Det er fedt!

Jeg har her til aften fået rørt muskler jeg ikke anede at jeg havde! Jeg har nemlig været til...

Z U M B A !

Det er fedt, og jeg skal helt sikkert afsted igen i næste uge :)

mandag den 1. november 2010

Så er der bagt småkager

Vi har leget med trylledej i weekenden. Det var et hit hos begge unger! Hele familien sad om spisebordet og hyggede, og der blev lavet en masse legemad til ungernes køkken. Emma kunne bare ikke helt forstå at hun ikke skulle spise den pizza hun havde lavet :( Oliver plejer at lave sin egen pizza når vi laver hjemmelavet pizza, og det troede hun jo også hun havde gjort denne gang.

Trylledej

4 kopper hvedemel
1 kop salt
1 kop vand
1 spsk olie

Bages ved 200 grader til det begynder at blive gyldent.
 
Vi har fået serveret en masse småkager og hakkebøffer i weekenden.

søndag den 31. oktober 2010

Den søde juletid

Jeg ved ikke hvad det er der sker, men det springer altså op i min kurv... Jeg plejer slet ikke at tænke på jul endnu, men jeg glæder mig SÅ meget til jeg kan begynde at pynte op. Må dog hellere vente lidt endnu. Ellers tror jeg manden sætter mig på gaden ;)



Jeg burde vist egentlig snart have procenter hos Søstrene, og måske også stoppe med at læse Karens blog...
Vi har været en tur forbi Panduro i dag. Der kom lidt papir med hjem, men de havde desværre ikke de små rådyr jeg også var på udkig efter, men de bestiller dem hjem til mig. Glæder mig til et lille projekt jeg har i tankerne.

Til slut får I lige et billede af dagens vovehals. Manden har sat tøsefilm på DVD'en, så jeg må hellere benytte mig af det, og lukke computeren for i aften :)


LinkWithin

Related Posts with Thumbnails